Lars Dyremose
1932 - 2006Allerede 1948 begyndte dengang 16-årige Lars Bjarne at leve af sit harmonikaspil. Respektable restauranter kaldtes dengang Varieté'er og på sådanne tjente Lars Bjarne til udkommet som harmonikasolist med halsbrækkende virtuosnumre.
I 1952 og 1953 var der udskrevet Danmarksmesterskaber i harmonikaspil og begge gange besatte Lars Bjarne førstepladsen. I 1953 var 1ste præmien en måneds hospitantophold på verdens eneste daværende statsautoriserede konservatorium med harmonika på læreplanen: Hohner Konservatoriet i Trossingen, Württemberg, Sydtyskland. Lars ankom, blev overvældet og påbegyndte allerede samme efterår regulært musikstudium på stedet.
I 1956 blev han Staatsgeprüfter Musikpädagoge, og vandt den første konkurrence med Originalmusik for harmonika i Karlsruhe, Tyskland. Han kom i solistklassen og i 1957 opnåede han Solistische Reife (Solisteksamen). Samme år åbnede Lars sin første musikskole, som var begyndelsen til en omfattende pædagogisk karriere. Efter dansk debutkoncert i Odd Fellow Palæet, København, fuldendte Lars sin tyske uddannelse med tre års videregående studier hos professor Herman D. Koppel. Lars Bjarne fungerede i årrækken 1957 til 1979 som professionel harmonikaspiller. Han gav solokoncerter og en række koncerter med forskellige symfoniorkestre. Komponisten Peter Hoch tilegnede ham Konzertante Musik in drei Sätzen für Akkordeon und sinphonisches Orchester, som uropførtes med Tivolis Symfoniorkester. Komponisten Per Nørgård tilegnede ham det første skandinaviske værk Introduktion og Toccata (1952) samt Recall, koncert for harmonika og orkester, som opnåede stor popularitet. Blandt andet blev den i maj 1998 finalepligtstykke ved Klingenthaler Akkordeon Wettbewerbe under Vogtländische Musiktage.
I 1970 fandt Lars Bjarne sammen med Jeanette Dyremose og et intenst samarbejde startede. De to giftede sig i 1972 og i årene efter igangsattes en lang række tiltag omkring harmonikaen. Tiltag som rækker frem til i dag: Det Danske Harmonika Ensemble, Danske Harmonikaspilleres Landsforbund, Det Danske Harmonika Akademi, Jollyday A/S, Dyremose Prisen, Den Danske Harmonietta, Jeanette Dyremose Academy of Music samt Jeanette & Lars Dyremoses Harmonikafond. Sidstnævnte indbefatter en stor samling historiske harmonikaer.
Lars, som ved giftermålet skiftede efternavn til Dyremose, var sammen med Jeanette i en årrække ansat ved Det kgl. Kapel, hvor parret medvirkede ved mange moderne opera-, ballet- og teateropførelser. Senere ansættelse på Folketeatret og hyppig medvirken i radio og TV.
Udover balletmusikken Anno & Mikko skrev Lars Dyremose en række harmonikakompositioner - oftest i samarbejde med Jeanette Dyremose. En del af disse harmonikastykker er udgivet på Edition Wilhelm Hansen under titlen DYREMOSE STYKKER. 7 bøger med tilhørende dobbelt CD produceret af parrets søn Helgi Dyremose. Samtlige stykker er indspillet af elever og studerende ved Jeanette Dyremose Akademiet og har opnået international udbredelse.
I 2003 udkom bogen Det levende bælgspil, som indbefatter al den viden som parrets mangeårige pædagogiske erfaringer bibragte dem.
Jeanette Dyremose
På sin fødselsdag den 16. januar 1990 stiftede Jeanette Dyremose sit Academy of Music. Det havde taget 20 år at komme såvidt. Harmonika har det altid skullet være, men da det kom til videregående musikalsk uddannelse, var der endnu ikke kommet harmonika på konservatoriernes undervisningsplan. Det nærmeste man dengang kunne tilbyde var orgel, og således kom det sig, at Jeanette Dyremose i 1970 kunne aflægge præliminær organisteksamen ved Det kgl. danske Musikkonservatorium. Allerede 1971 kontraktansattes hun som harmonikaspiller ved Det kgl. Teater, og imellem var der også lejlighedsvise engagementer med DR-symfoniorkestret, bl.a. ved Dmitrij Sjostakovitj' besøg i København 1973.
Efter kurser og studier i harmonikaspil, pædagogik og ensembleledelse i Tyskland, Polen og USA, tog Jeanette Dyremose gennem årene initiativ til en lang række tiltag til harmonikaens fremme. Allerede 1970 startede hun sammen med Lars Dyremose Harmonikacentret, nu opdelt i : Jeanette Dyremose Academy of Music, med hende selv som leder, og Det Danske Harmonika Akademi som J.&L Dyremose i Jan. 2006 overdrog til tre af deres mangeårige elever. I 1977 dannede hun Det Danske Harmonika Ensemble, nu Jeanette Dyremose Ensemblet, som kort efter ved en international konkurrence i Rotterdam - i kappestrid med 3500 deltagere - opnåede 1. pris og det hollandske kulturministeriums guldmedalje i kategori kunstklasse. Derefter fulgte en række koncertturnéer i Europa. Internationalt ry opnåede Jeanette Dyremose og ensemblet især under større turnéer i USA og Canada i 1981 og 1986. Ved en lang række koncerter opførtes to af den originale harmonikalitteraturs hjørneværker, Per Nørgårds Abendlied und Märchenfarben og Sven Erik Werners Tie-Break, og trods disse værkers avancerede tonesprog, var det musik som både de amerikanske tilhørere og musikkritikere forstod at værdsætte. Begge værker er - som det meste af ensemblets repertoire - indspillet på LP og CD.
I 1978 stiftede Jeanette Dyremose Danske Harmonikaspilleres Landsforbund, og dernæst - efter at have ført en lang række egne elever frem til talrige talent- og 1. priser samt guldmedaljer ved konkurrencer under Unesco-organisationen International Music Council, Klingenthaler Internationale Wettbewerbe og Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence - ansattes hun i 1984 som hovedfagslærer ved Carl Nielsen-institutionen Det fynske Musikkonservatorium, hvor hun har virket i 16 år.
I anledning af akademiets 5 års dag, den 16. januar 1995, uropførte Jeanette Dyremose Ensemblet i Danmarks Radio Lars Graugaards Tempest. Uropførelsen var led i en række nyere værker, som dirigenten og hendes ensemble fremførte live og udenad. 1995 bød på ikke mindre end fem uropførelser. Foruden Tempest, Jesper Hendzes Mantzius Hymne, Per Nørgårds Winds I-III og Sven Erik Werners "skrevet i sandet", uropførtes nytårsaften 31. december midnat, ved overgangen til København Kulturby 96, den polske komponist Bronislav Przybylskis From Over for soloviolin og Harmonietta.
Konkurrencearrangementet Dyremose Prisen, som afvikledes for første gang i 1990, kulminerede i Kulturbyår-96 med både solo- og kammermusikkonkurrencer og med pengepriser på ialt 100.000 kroner. Til Kulturbyåret hittede Jeanette Dyremose også på idéen med Den Danske Harmonietta. En orkesterform som grundlæggende består af 10 musikere (strygekvartet + harmonikakvartet, bas og slagtøj). Strygerne giver den smukke bløde klang og harmonikaerne giver mange-stemmigheden. Instrumenterne hinanden således komplementerende, åbner Harmoniettaen mulighed for opførelse af endog ret omfattende orkesterværker, - og det med blot 10 musikere.
Gennem årene erhvervede Jeanette & Lars Dyremose sig en omfattende samling historiske harmonikaer. Disse blev i 1994 overgivet til Jeanette & Lars Dyremoses Harmonikafond. Fonden uddelte den 16. januar 1998 første gang legater til unge, som har ydet særlig indsats til højnelse af niveauet i musikken for eller med harmonika.
I undervisningsøjemed bidrager Jeanette Dyremose til stadighed med progressiv pædagogisk musik og litteratur. I bogen Det levende bælgspil (2003) - udkommet på engelsk i 2007 - henvises ofte til Dyremose-samlingen, som indtil nu tæller 7 hæfter med tilhørende dobbelt CD. Hun har udgivet både solo- og ensembleværker, og indspillet det bedste. Eksempelvis CDen Sparkling Moments, hvor hun med sit ensemble spiller ni af genrens ypperste værker.
Jeanette Dyremose rejser overalt i verden for at undervise solister og ensembler og gennem årene har hun været efterspurgt som dommer i adskillige internationale konkurrencer. Deriblandt Klingenthaler Internationale Akkordeon Wettbewerbe, som hun i 2018 deltog i for 37. år.